IMG_8012_RED

Gåsen og Minken

Resumé

“Gåsen og Minken” er en 180 cm høj skulptur i beton af Louise Stubberup. Figuren forestiller en kvinde, der holder en gås i den ene hånd og en minkpels i den anden, med et lille spejl placeret dér, hvor hjertet normalt ville være. I skulpturens kerne findes en udskåret træbuddha, som symboliserer fred og eftertanke.

 

Værket forener dansk historie, tradition og eventyr. Minkpelsen stammer fra det første dyr, der blev aflivet imod minkavlerens vilje under COVID-19, mens gåsen henviser til eventyret Gåsepigen, hvor sandhed og værdighed sejrer.

 

Skulpturen inviterer beskueren til at standse op og reflektere over egne valg og værdier. Ved at kigge ind i spejlet i hjertet bliver vi mindet om at spørge os selv, hvilke dyder der i virkeligheden styrer vores liv.

Udvidet værkbeskrivelse

af Katie Jørgensen, forfatter, erfarende skribent for museer og kunstgallerier i New York City

“Gåsen og Minken” er en betonskulptur af den almene kvinde. Hun må bevæge sig fremad og leve sit liv uden altid at kende konsekvenserne. Skulpturen fremstiller en person med dansk identitet, der balancerer mellem virkelighed og drøm – i håbet om at turde leve med formål og værdighed.

 

“Gåsen og Minken” repræsenterer den danske samvittighed. Den lever i bedste velgående, men vi må alle træffe beslutninger. Skulpturen stiller derfor spørgsmålet: Hvordan lever vi etisk som danskere? Hvilke dyder danner grundlag for vores valg i livet? Og hvem fanden er vi egentlig?

 

Minken er her et symbol på tradition i dansk kultur. Minkavl har i årtier været en værdsat del af dansk erhverv, men er samtidig i dag blevet et stærkt symbol på den konflikt, der udspillede sig i Danmark under COVID-19. Minken repræsenterer både arv og de drastiske valg, man må træffe for at stå ved sine overbevisninger.

 

At ære sin identitet er dog ikke enkelt. Både i Danmark og i den moderne verden ændres perspektiver konstant. Traditioner og værdier er formet af historier, der er blevet fortalt gennem århundreder. Gåsen i eventyret Gåsepigen symboliserer sandhed og værdighed som de højeste dyder. Ligesom gæssene taler sandheden, da pigen selv ikke kan, bliver ærlighed og ordholdenhed fremhævet som grundlæggende i dansk kultur.

 

Skulpturen er bygget oven på en anden figur af spirituel betydning – en udskåret træbuddha. Dens kerne symboliserer fred og autencitet, og buddhaen tilbyder et rum til refleksion over, hvordan man kan leve med integritet.

 

Historien bag “Gåsen og Minken”

Skulpturen er skabt med udgangspunkt i et stykke central dansk historie: Minkpelsen stammer fra det første dyr, der blev aflivet imod minkavlerens vilje under COVID-19-pandemien. Denne politiske beslutning markerede et vendepunkt, hvor en hel dansk eksportindustri blev lukket ned, og en æra med minkskind som globalt handelsvare ophørte.

 

Louise Stubberup fik fat i pelsen samme dag, som den ikoniske bygning Børsen i København – hjemsted for Dansk Erhverv – stod i flammer. For kunstneren skabte det en stærk symbolsk forbindelse mellem flere lag af dansk samtidshistorie.

 

Forbindelsen til eventyret Gåsepigen opstod, da den ikoniske Aalborg-skulptur med samme motiv var under restaurering. Eventyrets tidløse budskab om at vælge sine dyder – i stedet for blot at flyde med strømmen – blev den kunstneriske nøgle til værkets endelige form.

 

“Gåsen og Minken” er en 180 cm høj skulptur udført i rå beton som en kvindefigur med en indre kerne af træ udskåret som en buddha. I den ene hånd holder hun en gås i beton, i den anden en minkpels fra det første dyr, der blev aflivet imod minkavlerens vilje. Hvor hjertet normalt ville være, findes et lille glasafdækket rum med et spejl og blod fra den minkavler, hvis besætning var den første, der blev aflivet. På skulpturens ryg er indgraveret: “Vi skal være stolte, men ikke tilfredse.”

 

Værket inviterer beskueren til at standse op i en travl hverdag og reflektere over livets valg og værdier. Spejlet i hjertet giver mulighed for at se sig selv i skulpturens centrum – både bogstaveligt og symbolsk – og konfronterer os med spørgsmålet: Hvilke dyder bygger vi vores liv på – og er det virkelig dem, vi ønsker at leve efter?

 

Kunstneren Louise Stubberup

Louise Stubberup er en dansk samtidskunstner, der arbejder i spændingsfeltet mellem rå urbanitet, menneskets indre liv og popkulturelle referencer. Hun skaber monumentale betonskulpturer og kraftfulde malerier, ofte med en kompromisløs materialitet og direkte symbolik. Fra Galleri Stubberup i Aalborg udfordrer hun traditionelle udstillingsformer og giver plads til kunstnere, der arbejder med autenticitet og kant.

Too much  –  go find less..